Mikkel Damsgaard har for alvor fået bid i Premier League-klubben Brentford FC - og den danske landsholdsspillers indsats går ikke ubemærket hen.
Der er ikke mange danske fodboldspillere, der prøver at blive månedens spiller i en Premier League-klub.
Og så er der dem, der bliver det tre gange i træk.
Mikkel Damsgaard prøvede det i oktober i Brentford FC, han gentog bedriften i november, og også i december blev den kreative midtbanespiller valgt som månedens spiller i London-klubben med danske Thomas Frank som cheftræner.
En imponerende bedrift af Mikkel, der har 31 landskampe for Danmark på sit cv, og i januar har han allerede bidraget med to assists, så den positive udvikling fortsætter for en spiller, der ellers har været udfordret af flere skadespauser.
Stort tillykke med endnu en hæder - hvor er det fortjent.