Rasmus Carstensen er i gang med at udnytte sit lejeophold hos polske Lech Poznan optimalt - senest med endnu en scoring for topholdet.
Sådan, Rasmus.
Sådan lød det måske mod Rasmus Carstensen fra cheftræneren i polske Lech Poznan, da den FC Køln-ejede dansker bragte hjemmeholdet i front med 1-0 mod Stal Mielec.
Cheftræneren hos polakkerne er nemlig danske Niels Frederiksen, og han fik, udover Rasmus Carstensens andet sæsonmål, en sejr på 3-1 at glæde sig over.
Dermed fastholder Lech Poznan sin position som førerhold i Ekstraklasa, der er navnet på den bedste fodboldrække i Polen.
Godt 23.000 tilskuere var på plads på Enea Poznan, og de blev blandt andet vidner til, at Rasmus scorede sit andet mål i sine indtil nu seks kampe for Lech Poznan.
Næste opgave for Lech Poznan er et topbrag på udebane mod Bialystok - et opgør der spilles den 16. marts.
Stort tillykke med endnu en scoring og sejr, Rasmus.