Den unge Brøndby-spiller fik Brøndby Stadion til at eksplodere i jubel med scoringen til 3-2 mod AaB.
Da Oscar Schwartau i overtiden bankede bolden i nettet i Superligakampen mod AaB, blev han ikke kun matchvinder - han blev også historisk.
Med scoringen blev Brøndby-spilleren nemlig den yngste spiller nogensinde til at score tre Superligamål.
Bare 16 år og 166 dage behøvede Oscar for at nå tre scoringer i landets bedste række, og nu er jagten gået ind på endnu en rekord - nemlig den yngste spiller til at score fire gange i Superligaen.
Den rekord indehaves lige nu af FC Københavns Roony Bardghji, men Oscar har 168 dage til at snuppe rekorden fra FCK'eren.
Oscars scoring mod nordjyderne banede vejen for en sen sejr til Brøndby IF, og dermed nærmer Brøndby-mandskabet sig top-6 i landets bedste række.
Stort tillykke til Oscar med det historiske sejrsmål.