Alle nyheder
September 9, 2024

Morten Frendrup fik sin debut i Parken

Det danske landshold fik en forrygende begyndelse på Nations League med to 2-0 sejre over Schweiz og Serbien - flere BTAM-spillere var på banen i Parken, og især én af dem glemmer det aldrig.

Han var bare 16 år, da han fik debut på det bedste hold i storklubben Brøndby IF.

I dag er Morten Frendrup 23 år, spiller i den italienske Serie A, og nu har han også fået debut på det danske A-landshold.

Det skete på hjemmebane i Parken, hvor Morten kom på banen mod Serbien, og dermed fik han endelig den debut, der tidligere blev spoleret af sygdom, da han blev udtaget første gang.

Danskerne vandt opgøret mod Serbien med 2-0, samme stilling stod på måltavlen efter opgøret mod Schweiz, og dermed fik Morten og resten af landsholdet en perfekt begyndelse på Nations League.

Morten skiftede i sommeren 2022 til den italienske klub Genoa, og han har bidt sig fast hos Serie A-klubben, hvilket har sendt ham i retning af det fineste hold i dansk fodbold.

Han var dog ikke ene om at repræsentere BTAM i de to landskampe - Victor Kristiansen (Leicester) og Morten Hjulmand (Sporting) fik minutter i begge kampe, mens Mikkel Damsgaard (Brentford), Rasmus Nissen Kristensen (Frankfurt) og Gustav Isaksen (Lazio) også fik landskampminutter i benene.

Stort tillykke med sejrene - og ikke mindst kæmpe tillykke med debuten til Morten Frendrup.

Næste opgave for Danmark er en udekamp mod Spanien den 12. oktober, og tre dage senere gælder det en udekamp mod Schweiz.