Alle nyheder
April 5, 2025

Lazio-fans hylder Gustav Isaksen - igen

Den danske landsholdsspiller Gustav Isaksen har fået endnu et skulderklap i den italienske Serie A-klub Lazio.

Hvis man går rundt i i forårssolen i italienske Rom, er der god grund til at smile.

Lige nu smiler Gustav Isaksen dog sandsynligvis lidt ekstra, for Lazio-spilleren har nemlig fået et stort skulderklap.

Og dét skulderklap er et af dem, der betyder noget ekstra, for klubbens fans har peget på danskeren som månedens spiller i marts i den italienske storklub.

Det er i sig selv en stor hæder, men det er faktisk anden gang, for i februar var det også den danske landsholdsspiller, der fik flest stemmer, da Lazio-fans blev bedt om at udpege månedens bedste spiller i Rom-klubben.

77 gange har 23-årige Gustav repræsenteret den lyseblå trøje siden skiftet fra FC Midtjylland i sommeren 2023.

Kæmpe stort tillykke med en ny, flot og fortjent anerkendelse, Gustav.