Alle nyheder
March 10, 2025

Første FCM-scoring for Victor Bak foran familie

Som U12-spiller skiftede Victor Bak IF Nordthy ud med det midtjyske, hvor han via akademiet spillede sig ind i FC Midtjyllands bedste trup. Forleden kulminerede det for venstrebacken.

Med en spiller, der har en fortid hos IF Nordthy, er man sikker på at få hårdt og ydmygt arbejde.

Tilsæt derudover ærgerrighed, viljestyrke og talent, og langsomt træder et billede af Victor Bak frem.

Venstrebacken fik i weekenden kredit for mange års hårdt arbejde, da han sammen med resten af topholdet FC Midtjylland gæstede AaB i Superligaen.

Efter 23 minutter scorede Victor nemlig sit første FCM-mål, da han hamrede bolden ind til en 2-0 føring til gæsterne på Aalborg Portland Park - et stadion hvor Victors fætre og kusiner ofte er på plads for at støtte AaB-mandskabet.

- Det er fedt. Det er en rigtig fed følelse. Nu har jeg jublet rigtig mange gange med de andre, så det var virkelig fedt at få forløst det første mål, sagde han blandt andet til den fremmødte presse efter opgøret.

FC Midtjylland gjorde det grimme ved AaB, da midtjyderne vandt med hele 4-1, og Victor var ikke den eneste BTAM-spiller, der hyggede sig i det nordjyske.

Oliver Sørensen scorede nemlig både til 1-0 og 4-1, og dermed forsvarede midtjyderne positionen i toppen af Danmarks bedste fodboldrække.

Kæmpe stort tillykke til både Victor og Oliver - både med mål og nye tre point.