Alle nyheder
July 5, 2024

En uge der bliver svær at glemme

Inden 17-årige William Martin underskrev en treårig forlængelse med OB, scorede han to gange for klubbens bedste seniorhold i testkampen mod B 93.

Uge 27 i 2024 kommer nok til at fylde en del i William Martins historie.

Det var nemlig den uge, hvor den unge offensivspiller fra OB scorede to gange for fynboernes seniormandskab i testkampen mod B 93, og dagen efter satte han sin signatur på en kontrakt, der binder ham og den fynske traditionsklub sammen frem til sommeren 2027.

William var med fra anden halvlegs begyndelse mod Østerbro-klubben, og han udnyttede tiden fornuftigt - først udlignede han til 2-2, og senere cementerede han OB-sejren med sin scoring til 4-2.

Det var dog ikke alene derfor, William dagen efter forlængede sin kontrakt med OB - det skyldes stærkt arbejde, siden han som U11-spiller skiftede Brændekilde-Bellinge Boldklub ud med OB.

- Forlængelsen med William handler i bund og grund om, at vi i forvejen er ved at gøre vejen kortere fra Akademiet til førsteholdet, og derfor er det en stor glæde, at vi kan fastholde en spiller, der har udmærket sig i den grad, som William har gjort, siger sportsdirektør Troels Bech til klubbens hjemmeside.

Han hentyder blandt andet til, at William scorede vanvittige 38 mål i 20 kampe for OB's U17-mandskab i den forgangne sæson, og hovedpersonen glæder sig over, at han nu har sin nærmeste fremtid på plads.

- Jeg vælger OB, fordi jeg har trygge forhold her. Jeg har spillet her siden U11, og det gør det ekstra specielt, at jeg kan tage et stort skridt her, siger William til OB's hjemmeside og fortsætter:

- Det er en god mulighed for mig, hvor jeg kan træne med stort set hver dag og prøve et andet niveau, end jeg kan på U19. Det giver også en bedre mulighed for, at jeg måske kan få nogle minutter på banen, som jeg allerede var tæt på i sidste sæson. Det her giver mening for min udvikling lige nu, siger William.

Kæmpe tillykke med forlængelsen - vi glæder os til at følge med fra første række i de kommende år.