Alle nyheder
June 14, 2025

Drømmen gik i opfyldelse for Anton Gaaei

Det er ikke kun på landsholdet, at BTAM-spillerne leverer - flere kan se tilbage på flotte sæsoner og fortjent hæder.

Det danske landshold kom godt ud af testkampene mod Nordirland og Litauen, og flere BTAM-spillere leverede fine præstationer.

Nordirland blev slået 2-1 i Parken, og her sørgede Gustav Isaksen for en scoring, da han smukt udlignede nordirernes overraskende 1-0 føring.

Odense dannede rammen om opgøret mod Litauen, og det blev en stor dag for Anton Gaaei, da han debuterede på det fineste hold i Danmark med en knusende 5-0 sejr over et Litauen-mandskab, der spillede i undertal i en time.

Rasmus Nissen Kristensen scorede et af målene, og derudover kan NK også glæde sig over, at han er kåret til årets spiller i den tyske Bundesligaklub Eintracht Frankfurt.

Det samme er Mikkel Damsgaard i Premier League-klubben Brentford FC, og Mikkel er endda kåret af både klub og fans.

Morten Hjulmand kan med rette også se tilbage på en flot sæson - Sporting Lissabon-anføreren var med til at vinde både mesterskab og pokaltitel i Portugal, og efter sæsonen fik Morten plads på årets hold i den bedste portugisiske liga.

Joakim Mæhle var naturligvis også en del af den danske trup, og Mæhle ser sammen med landsholdskammeraterne nu frem mod to VM-kvalifikationskampe - først gælder det Skotland i Parken den 5. september, og tre dage senere møder Danmark på udebane Grækenland.

Stort tillykke med landsholdsdebut, landsholdsscoringer, klubtitler, personlig hæder og generelt flotte præstationer.